Hvordan får man hjælp?

I Danmark må man ikke slå sine børn. Uanset hvordan du opfører dig og hvor irriterende du er, må dine forældre ikke slå dig. Andre familiemedlemmer og andre voksne må heller ikke slå dig. Man kan også være voldelig på andre måde end ved at slå. Det kan for eksempel være hvis man hele tiden kritiserer eller ydmyger sit barn, og det er heller ikke i orden. Du kan læse mere om hvilke former for vold der findes her.

Der er desværre mange børn og unge der bliver slået selvom det er ulovligt. Så hvis du oplever at blive udsat for vold, er du ikke den eneste. Der er også en del unge mennesker der bliver udsat for vold fra en kæreste eller tidligere kæreste, og det er også noget man kan få hjælp til at komme ud af.

Mange børn og unge oplever at deres mor eller andre i familien bliver slået. Det kan være at mor udsættes for vold fra far, en ny kæreste eller andre familiemedlemmer. Men det kan også være mor der slår far. Det er også vold hvis man ser eller hører en anden i sin familie blive slået.

Det kan være svært at fortælle andre at man bliver udsat for vold derhjemme eller af sin kæreste, eller at man oplever andre der bliver udsat for vold. Men det er vigtigt at snakke med en voksen om det. Det kan være en lærer, et familiemedlem, en sportstræner eller en anden voksen man stoler på. Det vigtigste er at man ikke går med det alene.

Når man fortæller en voksen at man bliver udsat for vold, har de pligt til at underrette kommunen om det så du kan få hjælp. Når kommunen hjælper et barn eller en ung, tænker de først og fremmest på hvad der bedst på barnet, og i de fleste tilfælde betyder det at man bliver boende derhjemme.

Det er kun sjældent kommunen beslutter at det er bedst at barnet eller den unge bor et sted uden for hjemmet. For det meste prøver de at hjælpe familien til at få det godt sammen, og hjælpe forældrene til at løse konflikter på en god måde.

Hvis du er udsat for kærestevold kan det være dine forældre kan hjælpe dig og I derfor ikke har brug for kommunens hjælp.

Til højre kan du se hvor du kan få hjælp og rådgivning.

Bornetelefonen.dk: tlf. 116 111

På Børnetelefonen sidder der voksne klar til at tale med dig om alt hvad du har brug for at tale  om. Du kan også kontakte dem på chatten eller brevkassen.


Brydtavsheden.dk: tlf. 20 67 05 06

Bryd Tavsheden har en rådgivning for voldsudsatte børn og unge. Du kan ringe, chatte, skrive til brevkassen eller møde op i den åbne rådgivning for at få hjælp. Du må gerne tage en voksen eller ven med.


Lokk.dk: tlf. 70 20 30 82

LOKK er Landsorganisationen for Kvindekrisecentre. Deres rådgivning er døgnåben så her kan du altid komme til at tale med en voksen. De kan hjælpe dig hvis du er udsat for vold eller kender nogen som er.


Etniskung.dk: tlf. 70 27 76 66

Hos EtniskUng kan de hjælpe dig hvis du har minoritetsetnisk baggrund og har problemer med vold og social kontrol. Udover at ringe kan du også skrive til brevkassen.


Krisecenteret.dk: tlf. 82 51 52 00

Dansk Kvindesamfunds Krisecenter har en rådgivningslinje man kan ringe til og en brevkasse man kan skrive til for at få hjælp. Rådgivningen henvender sig primært til voksne, men har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte krisecenteret.